Emalje Fibel

 

For det første er dette den første fibel, jeg har fundet. For det andet blev den fundet under helt særlige omstændigheder:

Fund historien

Det er koldt og småblæsende. Jeg har lige fået lov til at gå på en ny mark, så adsted med mig. Ud at få noget frisk luft - troede jeg. Landmanden havde nemlig sat karlen igang med at sprede gylle. Nå, heldigvis er det en stor mark, så der skulle være plads nok til os begge to.

Efter et par timer, hvor jeg har krydset lidt hist og pist på marken, er jeg egentlig på vej hjemad i samme spor som gyllevognen. På det tidspunkt er den langt bag mig, og jeg har masser af tid. Men så graver jeg lidt forskellige små tagets, og kan så godt se, at nu må jeg nok hellere gå til siden. det er jo den store gyllevogn med folde-ud folde-ud folde-ud arme der kommer buldrende. Men lige som jeg drejer, siger det BÅT i headsættet. Efter lyden at dømme burde det have været folie, men heldigvis ligger fiblen helt renvasket oven på jorden. Den ligger med bagsiden opad, smukt grønt patineret så jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var et vigtigt fund. Endnu større blev glæden dog, da jeg fik vendt den om, og så den flotte emalje. Jeg nåede lige at tage et GPS tagged billede, inden jeg måtte spæne og kaste mig i flyverskjul for gyllevognen. Karlen grinede, da han kørte forbi. Det gjorde jeg også!

 

Diameter = 30 mm

Datering: Romersk Jernalder

Fibulaen er dateret til Romersk Jernalder, hvilket vil sige år 200-400 efter Kristi.

Emalje Teknik

Teknikken til at lave emaljen hedder millefiori, hvilket oversat fra italiensk betyder noget i retning af mille (tusind) og fiori (blomster). Det går i al sin enkelthed ud på at tage nogle glasstænger i forskellig farve, smelte dem sammen og så skære den ud i skiver. Lidt ligesom at lave bolcher med mønstre i. Her er iøvrigt et link til en side, som ultra kort beskriver en masse forskellige emalje teknikker. På billedet er den tør og ikke så tydelig i farverne, men da den blev fundet var den fugtig, og da stod farverne meget klart og tydeligt imod hinanden.

Tilsvarende Fund andre steder i Europa

Rundt i Europa er der fundet flere lignende fibler, lavet med samme millefiori teknik. Se f.eks dette link, hvor de foreslår, at man har båret fiblerne i par. Dette er selvfølgelig en interessant oplysning, eftersom jeg indtil videre kun har fundet en. Interessant er det også, at de tilsyneladende alle sammen er i farverne rød, hvid og blå. Det er der sikkert en praktisk forklaring på.

 

Bagsiden af emaljefiblen